FB sortig sortin sorttw sortmail sortgplus sortpin sort

brigitta mathilde

Sep29

Du skal dø sagde lægen

Kategorier // Brigitta Mathilde, Arkiv 2015

- tanken når man hører ordet kræft

brigitta mathilde 1

Jeg trækker vejret dybt, syntes jeg selv. Kigger rundt i det hvidmalede lokale. Her er trist, tænker jeg. Ser tilbage på lægen. Hun smiler, lidt akavet, men hun smiler.  Hun taler, men jeg hører ikke de ord der kommer. Jeg drømmer. Et mareridt. Hvad skal der nu ske? Hvad med børnene? Min mor? Min far? Hvad skal der dog blive af alle de mennesker jeg holder af – hvis jeg ikke er her mere?

At gå i dybden

”Lad os se hvad de næste undersøgelser viser”, siger den søde læge. Hvilke undersøgelser, tænker jeg. Har hun sagt noget jeg ikke har hørt? Noget vigtigt måske endda? Vent…. Hun tager papir og blyant frem. Hun skriver på papiret. En besked til mig. Som jeg kan læse – når jeg kan lytte og forstå.

Måske er der noget..

Måske ikke. Men vi ved intet før vi tager nogle prøver. Måske – tænker jeg bare. Måske. Jeg siger ja, til flere prøver. Ja til undersøgelser. Ja…. til noget. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er jeg skal. Møde op kan jeg da – på en henvisning.  ”Du skal enten tage en sygeperiode eller bede din chef om at være fleksibel det næste stykke tid” siger hun. ”Og tag gerne en snak med din familie”.

En snak med familien?

Hvad skulle jeg dog sige..? ”øhhhh… måske fejler jeg noget…. Det er ikke sikkert…. De vil undersøge nærmere… I må ikke tænke grimme tanker imens…. Fordi…. Så bliver jeg ked” . Og det blev jeg. Ked.

At gemme sig – og alligevel ikke

Jeg gik i hi. Og så ikke overhovedet alligevel. Jeg fortalte. Om måske. For jeg ved jo ikke noget. Men måske. Måske bliver det hele lidt grimt – om lidt. Jeg ved det jo ikke. De sukkede dybt. Og pludselig, så de på mig på en helt anden måde. Triste. Og derfor blev jeg det også. Trist.

At komme videre

Fordi hverdagen kræver det. Fordi jeg selv har mægtig meget lyst. Til at kommer videre. Til ikke at fokusere… på det….  Samtidig med at jeg vågner med mareridt om natten. Og med daglig dårlig samvittighed over at jeg måske er en byrde – om lidt. Var det ikke meningen at jeg skulle hjælpe de andre?

Videre – men uden fokus

Klar. Vi kan jo ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente. Og forestille os – det værste. Junior skal til spejder, han skal lave lektier, have idrætstøj med….. de store skal have hjælp til deres…. Uden at de ser på mig som om, at de er triste. Det går virkelig ikke? Deres store hundeøjne, giver mig en klump i halsen.

brigitta mathilde 2

De lange nætter

De følgende uger har jeg ofte den søde læge i røret. Praktiske beskeder, om undersøgelser og det videre forløb. Hver undersøgelse afløses af lange nætter med ubehagelig tanker. ”Uvisheden er det værste” hører jeg flere sige. Hvor har de dog ret. Uvished frembringer en følelse af afmagt. Hvert svar skaber nye aftaler, for besøg i rum med hvidmalede vægge. Alle er så søde og forstående. Jeg ville ønske de ikke var det. Jo sødere ord blandet med fremtvungne akavede smil og sænkede blikke, jo værre. De må ikke tænke ”stakkels hende”. Så hellere ”hvor herre bevares….. et par gulerødder og så afsted på arbejde igen”…

Prioriteterne ændres

Jeg elsker at arbejde. Være til nytte, være kreativ og tage initiativ. Men pludselig når jeg hører vækkeuret ringe, virker det fuldkommen omsonst at spilde 8 timer på at være væk fra de mennesker jeg holder af. Lige med ét, bliver dagens højdepunkt at læse historie med junior, at kramme de store drenge og kysse min skat på kinden. Skidt pyt om der er kommet ordrer i hus i dag. Det er så uendelig ligegyldigt. At besvare mails bliver en sur tjans. At bogføre bliver et irritationsmoment. At høre lyden af indkomne opkald, får mig til at sukke. Mit overskud – og overblik – er forsvundet. Alt tager længere tid. Meget længere tid.

Beskeden fra lægen

I flere måneder har jeg gået med hovedet pakket ind i skyer. Drømmeskyer. Min realitetssans druknede i angst og utallige forsøg på at dræbe mine følelser. Eller i det mindste holde dem fuldstændigt under kontrol. ”Ingen grund til panik, det er sikkert slet ikke så slemt.” Og det var det heller ikke. Godartet. Ingen behandling påkrævet. Dog skal de stadig holde øje med mig. Det kunne jo ændre sig.

Så skal jeg da være glad nu – ikke?

Men det er jeg ikke. Jeg er stadig lammet. Sidder fast i de ændrede prioriteringer. Mine tanker flyver. Det er vel nu jeg skal omlægge mit liv? Få mere ud af det? Mere indhold. Mere af det hele. Meget, meget mere af det jeg brænder for. Men…. Nu er jeg slet ikke sikker på at jeg stadig vil det samme som før. Faktisk kan jeg slet ikke huske hvad jeg ville? Havde jeg slet ingen planer?

Undskyld – og tak

Til dig, der forgæves har ventet på et svar fra mig. Til dig, der håbede at jeg ville sige ”ja da” til at hjælpe. Til dig, der ikke forstod hvorfor jeg meldte afbud. Til dig, der blev modtaget med et trist blik eller en sænket stemme. Til dig, der måtte finde en anden løsning. Undskyld. Jeg har været ved siden af mig selv og er det faktisk stadig. TAK for din tålmodighed. TAK for din forståelse.

Del med en ven

Submit to FacebookSubmit to Google PlusSubmit to TwitterSubmit to LinkedIn

Rådgivning - Sociale Medier - Relationer
Branding - Online Synlighed - Networking

Nyheder fra Brigitta Mathilde

 

 

Skal vi mødes?

FB sortig sortin sorttw sortmail sortgplus sortpin sort